telos

Jeg har med mine elever blandt andet arbejdet med emner som klimakatastrofer masseuddøen og meteornedslag på Jorden.Tunguska-hændelsen i Krasnojarsk i Sibirien i 1908 gav anledning til en del eftertanke. Tilsvarende selvfølgelig nedslaget ved Yucatán for 66 millioner år siden. Og hypoteserne omkring Månens tilblivelse.En af eleverne spurgte: ' - men Anders vil det så sige at vi bare er sådan noget - krims-krams - der kravler rundt på en tilfældig - sten - som tumler formålsløst gennem Universet?'Jeg overvejede en opblødning af hendes udlægning men endte med at måtte svare: 'Ja!'En anden elev spurgte om der var en øvre grænse for hvor store sådan nogen meteorider kunne være. Svaret er at hvis vi taler om meteorider i kredsløb om Solen så er definitionen at de er mindre end småplaneter - altså mindre end Pluto og Månen.'Hvad nu hvis den ikke kommer fra Solsystemet men kommer udefra?' ville han så vide.Så måtte læreren jo tænke sig lidt om og han nåede frem til at med mindre vi taler om en vildfaren stjerne så kan den ikke være meget større end Jupiter. Men et planetlignende objekt på størrelse med Jorden eller Neptun kunne man vel godt forestille sig.Det er inspirerende at være lærer. Man lærer selv ofte lige så meget som eleverne. Hvilket førte til nærværende bog. Jeg håber den vil give en forståelse af hvor enestående vores Jord er. Og at det ikke er en selvfølge at vi fortsat kan opverleve her.På den anden side: Det bør også være beroligende at der ikke er noget der tyder på at det vil gå helt så galt som i historien her.